Vores første hedvin, Red Label 2014 Hot Premium.

Hedvin laves ved at tilsætte alkohol til vin, enten for at stoppe gæringen og bevare et højt sukkerindhold i vinen eller for at få en højere alk. %, end der kan opnås ved normal gæring - højest dog 22 %. Det kendes fra forskellige aperitiffer, Vermouth, Madeira, Portvin og Sherry.

Vi har tilsat fransk brandy til vores prisbelønnede 2014 Sweet Premium som selv stoppede i gæringen med hele 80 g sukker per liter. Og resultatet er fremragende. Brandyen blev tilsat i august 2017 og alkoholen er nu velintegreret i vinen.

Vi ved godt, at "Hot" ikke betyder "hed"! Men "Hot" har mange betydninger, også at noget er nyt - oppe i tiden. Det er Portvin, og det er Hot Premium også.

Hot Premium kan bruges som aperitif, men også til kraftige hovedretter som en god peberbøf. Også perfekt til blåskimmelost eller chokoladedessert.

Og så kan Hot Premium gemmes i lange tider, efter at flasken er åbnet - eller på karaffel. Det skyldes den høje alk.%, men også det store indhold af tanniner/polyfenoler fra de tørrede druer, Sweet Premium er lavet på.