News

Vine til salg

Vi er nu klar til at tilføje vine fra 2013 og 2014 til listen over vine til salg.

Det har taget noget tid, dels for 2013-årgangen at blive, som vi vil have den, dels at få vinene stabiliserede. Når vi har en ambition om at nærme os naturvinssegmentet, især hvad angår svovling, eller rettere manglende svovling, kommer vi på kanten af det mulige. For vine, selv med pæne alkoholprocenter og med restsukker, kan sætte en gæring i gang. Vi har godt nok 15,5% alkohol, men også 18 eller 20 g/l sukker. Vi har dog gennem lang tid forgæves forsøgt at provokere en gæring. Men ved tapningen kunne vi observere noget CO2, som for nogle flasker forårsagede lækage, når de lå ned. Så vi har brugt tid på at lave en varmestabilisering for at få CO2'en frigivet, på samme måde som vi kuldestabiliserede vinene i vinter for at få vinsten fældet.

Men det var værd at vente på de to, fad nr. 1 og fad nr. 2, som smager virkelig godt. Forskellen på de 2 er hovedsageligt, at fad nr. 1 har været på nye fade, mens nr. 2 har været på brugte. Hele 29 måneder på fad!

Fra 2014 kommer nu en del af årgangen som en dessertvin. Resten følger. Det er en fantastisk koncentreret vin - faktisk nok den første "Recioto-type" (https://en.wikipedia.org/wiki/Straw_wine) i Danmark. Lavet på druer, som blev tørret ind til en vægtfylde på 1,16 (for de mindre tekniske: til et sukkerindhold, der teoretisk kunne give pænt over 20% alkohol). Vi taler her om en dansk variant af Amaronens søde søster, som italienerne har lavet den i århundreder - og nu laver vi den på Lolland.

14 % alkohol, 80 g/l sukker, spontangæret, certificeret økologisk og ikke svovlet - så bliver det vist ikke meget bedre! Men billig bliver den ikke!

Læs mere →

Foråret 2016

Vi er ved at komme os over et skuffende 2015, hvor vi valgte ikke at høste, fordi druerne ikke var tilstrækkelig modne til den type vin, vi har valgt at lave. Men nu ser vi fremad og glæder og til 2016.

Her i april er vi på den kolde side af, hvad vi gerne vil have, men det kommer vel. Vi er endnu langt fra udspring, og heldigvis, da nattefrosten ikke er overstået endnu. Vi har før prøvet at få frostskadet små skud i starten af maj måned, og krydser fingre for, at det ikke sker i år.

Vore Cabernet Cantor skulle kunne bære lidt i år. De blev plantet i 2013, men har haft en vanskelig start med meget tørre forår og frostskader. Det positive er naturligvis, at de så har haft tid til at udvikle des rodnet, og derfor vil vi lade dem bære lidt druer i år.

Ingen i denne verden (så vidt vi ved!!) har prøvet at lave vin på tørrede Cabernet Cantor-druer, så det bliver rigtig spændende.

I vineriet er 2013 ved at være klar til tapning - 5- 600 flasker - lille årgang. For 2014's vedkommende har vi besluttet at tappe et lille fad - ca. 200 flasker - som en sød rødvin, inspireret af den italienske Recioto. Det bliver vist Danmarkspremiere for en rødvin med ca. 80 g/l restsukker, og den smager helt fantastisk - glæde Jer til den!

Læs mere →

Flot artikel i Børsen

Vi havde besøg af Børsen i forbindelse med vinhøsten og starten af tørreperioden. Det blev til en flot artikel med flotte billeder i søndagsudgaven af Børsen den 2/11. Se den på borsen.dk eller på vores Facebook.
Læs mere →

Høsten er i hus

Vi havde en pragtfuld weekend med strålende solskin den 11-12 oktober, hvor årets druehøst kom i hus (og om mandagen regnede den igen!). 3,2 tons Léon Millot af fin kvalitet – mere sukker end de seneste år. Jeg havde som sædvanligt gættet forkert på mængden, men var godt tilfreds. De 3,2 tons svarer til 1,45 kg per m spalier, og det kan man vist ikke klage over.

Druerne er nu i gang med tørreprocessen, som i dette fugtige efterår er lidt af en udfordring – der skal mere varme til end vi plejer, for at få luftfugtigheden ned .

Læs mere →

Guld, sølv og bronze og pokal for bedste danske rødvin!

Den 25. september blev Dansk Vinshow afholdt på Axelborg i København. Vi havde indsendt 4 vine fra 2010 og 2011, og det gav 3 medaljer.

Vor 2010 Blue Label Premium fad. no. 2 fik guldmedalje, 2011 Blue Label Premium fik sølv og 2010 Blue Label Premium Fad. no. 1 bronze. Og så fik vi pokalen for bedste danske rødvin. Ikke så ringe endda! Vi missede pokalen som Årets vingård (som vi vandt i 2011) til Skærsøgård Vin. Dommerne skulle ud på 2′ decimal for at afgøre det. Vi ønsker tillykke til Skærsøgård, og prøver igen til næste år.

Det hører med, at alle vore vine fik pointtal over OIV’s minimumsniveau for guldmedalje. Men da reglerne samtidig siger, at der kun må gives medaljer til 30 % af de bedømte vine, skruede dommerne op for kravene, og så fik vores 2011 Red Label Premium lige akkurat ikke noget. Men den smager dejligt alligevel!

Læs mere →

92 points til Blue label Premium 2011

Vinhulen.dk har smagt på vores 2011’er, Blue Label Premium. Her er, hvad Vinhulen.dk skrev:

“Blodrød og helt tæt. Næsen er tæt og minder en del om Amarone-stilen med tydeligt tørrede-druer stil med malt, blomme, brune rosiner, florale noter og tørret abrikos. Meget varm og intens næse. Smagen er sødmefuld og fed med blomme, brune rosiner, brunt farin, malt, tørret abrikos og kæk frugtsyre til at supplere. Fed og volumiøs vin med stor harmoni, stor balance i smagen og kraftfuld. Stilen er snorlige, og oplevelsen i munden er fremragende. Tanninerne banker på i finalen uden at genere. Det ultimative bevis på, at Danmark kan producere topvin, hvis vi gør os umage, som producenten har gjort her.”

Og stolt var vinmageren

Læs mere →

Se hvad amaroneeksperten sagde til vore tørrevine

Mikael Lyng, som har skrevet bøger om amarone og selv handler med dem i MwineW var på besøg. Tryk her for at se hans beskrivelse. Og vi var både glade og stolte.

2011’eren, som Mikael skriver om, vil blive tappet og sat til salg hen på foråret, hvor vi regner med, at den er klar. Der bliver meget begrænsede mængder. Du kan forudbestille pr. mail.

Læs mere →

5 stjerner til vores Blue Label Premium, fad nr. 1

Hermed et klip fra dagens udgave af VinAvisen.dk :

Blue Label Premium, Vester Ulslev Vingaard, Sjælland / Lolland, Danmark, 2010, høj alkohol (15%)
245 kr., Denne danske rødvin, der er fremstillet af delvis tørrede druer, fortalte vi om i uge 52 sidste år. Den er ufiltreret, hvilket forklarer den uigennemsigtige farve, der nærmest er sortrød. Duften er intens med syltede blommer og mørk chokolade. Smagen er tæt med masser af koncentreret frugt, fine krydderier og en flot balance mellem sødme og syre. Det er så afgjort en madvin – en rigtig vintervarmer til en ekstra god gryderet. Plask den gerne over i en karaffel et stykke tid før servering.
Læs mere →