Så blev tørringen af vinen tilstrækkelig - 02/11/2008

1 - 2. november vurderede jeg, at tørringen af vores vin var tilstrækkelig. Dels gav de prøver, jeg tog ud gode resultater, dels er der en rejse til Burkina den 25/11, hvor alkoholgæring, presning og malolaktisk gæring skal være overstået. Jeg stoppede blæserne, afstilkede og hældte druerne på palletanke med hjælp fra Daniel. Kort fortalt og i runde tal høstede vi 1.900 kg Regent og Léon Millot (og små 100 kg Rondo, som ikke klarede tørreprocessen, da de var for modne!). Vi tabte ca. 600 kg vand i tørreprocessen og 100 kg gik fra i afstilkningen. Der blev altså 1.200 kg druer, der blev sat til gæring. For de mere tekniske kan tilføjes, at Regent kom op på 106 Oechsle, noget der skulle kunne gære op til mere end 14 % alk, mens det for Millot var 94, som skulle give omkring 13 % alk. Altså ikke behov for sukkertilsætning/chaptalisering og dejlig intens druesaft.


Tilbage

© 2007 Vester Ulslev Vingaard. Alle rettigheder forbeholdes.